Mosegrise:

Mosegris - biologi

Mosegrisen (Arvicola terrestris) hører til familien af studsmuse og er den største studsmus, der findes i Europa. Studsmusene er alle kendetegnede ved deres buttede eller afstumpede snuder, små ører, korte lemmer og - i forhold til deres kropslængde – relativt korte haler. Den voksne mosegris har en krop, der er mellem 12 til 26 cm lang. Dertil kommer halen, der ender med at få en længde på 7 til 17 cm. Mosegrisens vægt ligger på 80 til 360 gram,hvilken svarer til vægten af en mellemstor rotte.

Farvemæssigt kan mosegrisen have farver, der varierer fra de gulligbrune til de sorte. Ofte har bugen en rustrød tone, der kan strække sig op på siderne af hovedet. Halen er hårklædt og halvt så lang som dyrets krop. Snuden er kort og øjnene små, og ørerne er næsten helt skjult i pelsen. Benene er korte og kan næsten ikke ses, når dyret er i ro. Tæerne har skarpe, kloformede negle, og i modsætning til vore andre smågnavere, der har seks trædepuder på bagfoden, har mosegrisen kun fem.

De arter af mosegrise, der er store, forveksles undertiden med rotter og bliver da også sommetider kaldt for vandrotter. Rotterne har dog i modsætning til mosegrisene mere spidse snuder, større ører og langt længere haler i forhold til deres kropslængde. Fra de mindre markmus kendes mosegrisen på kropstørrelsen og sin forholdsvis længere hale.

Mosegrisen har en ret kort levetid, da den normalt kun bliver mellem 15 til 20 måneder gammel. Den føder levende unger og er derfor et pattedyr. I Danmark strækker sæsonen, hvor den yngler, sig fra april til november måned. Da mosegrisen er parat til at formere sig i en alder af kun to måneder og i løbet af en ynglesæson kan få op til 5 kuld unger med 4 til 8 unger i hver, kan man vist roligt kalde den for særdeles frugtbar uden at overdrive. Mosegrisen er drægtig i tre uger og er allerede parat til at parre sig igen, når ungerne - efter at have diet i 2 til 3 uger - er store nok til at klare sig selv. Mosegrisen er et socialt dyr, der lever i familiegrupper. På grund af mosegrisen store frugtbarhed kan der dog hurtigt blive så mange mosegrise i et område, at der simpelthen ikke er nok mad til at brødføde dem alle. På dette tidspunkt vil nogle af de nye mosegrise blive presset ud i de omkringliggende områder.

Mosegrisen foretrækker et fugtigt terræn og holder derfor meget gerne til i områder omkring, moser, søer, damme, enge, vandløb og vandhuller. Selv om mosegrisen tilbringer meget af dens tid under jorden, kan den nemlig sagtens begå sig i vand, da den er en meget dygtig svømmer. Mosegrisen svømmer glimrende også under vandet hvor den kan opholde sig op til et par minutter. Er der fare, dykker den og svømmer ind under vandplanter og nøjes med blot at stikke snudespidsen op over vandoverfladen for at ånde.

En del mosegrise bor dog også i tørre områder. Gennem de seneste årtier er det endda blevet konstateret, at mosegrisen i stadig stigende grad har bredt sig til områder med tørt terræn, og der er ingen tegn på, at denne udvikling kommer til at få en ende. På grund af mosegrisens spredning til tørre områder, er det derfor ikke så mærkeligt, at stadig flere haveejere får besøg af dyret.

Mosegrisen bruger som sagt meget af dens tid under jorden, hvor den graver lange gange. Gangene bruges bl.a. i jagten på føde. I tilknytning til gangsystemerne opretter mosegrisen også ynglerede, hvilerede og forrådskammer. Mosegrisen kommer af med den frigravede jord ved at presse den ud til siderne, og når det ikke kan lade sig gøre ved at skyde jorden op på overfladen, så der dannes muldskud. Da muldvarpen benytter sig af samme fremgangsmåde, kan det sommetider være lidt svært at bestemme, om muldskuddene skyldes det ene slags dyr eller det andet. Et tegn på, at det er en mosegris, der står bag, er en forekomst af mange åbne huller - med en diameter på 6 til 7 cm - mellem skuddene. Da mosegrisen er planteæder – mens muldvarpen kun spiser dyrisk føde – er et andet tegn gnav på planter og deres rødder. Hvis en mosegris støder på en køkkenhave, kan ejeren også opleve, at hele grøntsager som kartofler, gulerødder og løg bliver fjernet fra jorden. Det er nemlig nødvendigt for mosegrisen at opbygge et forråd af føde i sommerhalvåret, hvis den skal overleve vinteren. Om vinteren lukker mosegrisen de fleste af sine huller til og bevæger sig stort set ikke op over jordens overflade.

Mosegrisen er blevet beskyldt for at tage ællinger i områder med vand. Det har selvfølgelig ikke noget på sig, da mosegrisen udelukkende er planteæder. Misforståelsen er nok opstået, fordi folk har set en rotte med en ælling i munden. På grund af størrelsen på nogle arter af mosegrise, kan de jo let forveksles med rotter.