Mosegrise:

Mosegris - udbredelse

Mosegrisens udbredelsesområde strækker sig fra England over Mellem- og Nordeuropa og ind i Asien, hvor den når til floden Lena. I de sydlige dele af Italien og Balkanhalvøen forekommer den ikke, og i den sydvestlige del af Frankrig og på Den Pyrenæiske Halvø erstattes mosegrisen, Arvicola terrestris, af en anden art, Arvicola sapidus.

I Danmark er mosegrisen et meget almindeligt dyr med en ret jævn udbredelse. Den mangler dog på en del større øer, der ligger så isolerede, at den ikke har kunnet nå dem trods sin svømmefærdighed. Dette gælder f.eks. Anholt, Læsø, Samsø og Bornholm. Endvidere mangler den på Lolland, Falster og Møn, hvilket er ret uforklarligt.

Mosegrisene er først og fremmest knyttet til fugtige områder og træffes i moser, enge, langs vandløb, ved søbredder og på strandenge. Især på småholme og mindre øer kan de optræde overordentlig talrigt.

For blot 70-80 år siden fandtes dyrene næsten udelukkende på disse fugtighedsprægede lokaliteter, men siden har de bredt sig stærkt og forekommer i vore dage i stort antal også på tørre arealer, langt fra vandløb og søer. Denne ændrede levevis skyldes ikke, at dyrenes krav til omgivelserne har ændret sig, de foretrækker stadig de fugtige områder, men da den samlede mosegrisebestand er taget meget stærkt til i de sidste 70-80 år, er der ikke længere plads på de foretrukne lokaliteter og en del af bestanden har måttet søge andre steder hen.

Da mosegrisen er vegetar, forekommer den kun på steder med en forholdsvis tæt bundvegetation. Foruden på områder der henligger i naturtilstand holder den især til på steder, hvor der er fred og ro, og hvor jorden ikke bliver bearbejdet. Jernbaneskråninger og rabatter, der begrænser de moderne motorveje, er udprægede tilholdssteder for mosegrise.

Af de egentlige landbrugsarealer er det især frøgræsarealer, lucernemarker, græsningsarealer o. lign., altså arealer der ligger uforstyrrede i to eller flere år, der hjemsøges af mosegrise.

Man kan skelne mellem tre grupper af mosegris. Nogle mosegrise lever hele deres tilværelse ved vandløb og småsøer, hvor de har deres gangsystemer langs med bredderne, og hvor de er aktive uden for gangene en stor del af året - det svarer til den engelske type. Andre lever permanent i græsbevoksede områder uden forbindelse med vand, og her bruges gangsystemerne en meget større del af året. Den tredje type vandrer kortere eller længere strækninger fra tørre arealer om vinteren til fugtige områder om sommeren. Denne type er aktiv oven på jorden eller i vandet i en stor del af døgnet i sommertiden, mens det meste af døgnet om vinteren tilbringes nede i gangsystemet. Det er de to sidste typer, der i særlig grad bliver et problem for landsmænd, gartnere, forstfolk og haveejere.

På sit optimale levested - det langsomt strømmende vandløb med kraftige vegetation på bredderne og rigeligt med vandplanter, har mosegrisen naturligvis en væsentligt anderledes levevis end på de mere tørre arealer og i villahaven. Begge steder etablerer den gange med redekammer og forrådsdepoter, men der er mere 'system' i gangenes og hullernes placering ved vandløbet.

Selvom mosegrisen var mindre talrig for 100 år siden, blev den dog allerede dengang regnet for et skadedyr af betydning.

Den engelske mosegris, der undertiden regnes for en særlig race, holdt sig til sin oprindelig biotop, vandløbet, og har ikke bredt sig ind på tørre områder. Derfor regnes den heller ikke for et skadedyr i England, men man er tværtimod bekymret for dens fremtid.